Print siden

Bidrag med projekt


HØNSEHUSET

Hønsehuset - fra forberedelse til færdigt arbejde

At bestemme sig for hønsehold er en stor beslutning.
Men er den først taget, så er den til stor glæde for både
børn og voksne. Men før hønsene ankommer, så skal deres
nye hjem jo stå klart. I kan købe en standardløsning. Men man
kan også skabe sit eget hønsehus og det åbner op for en verden
af fleksible muligheder.

Allerførst så skal størrelsen fastsættes. Taler vi om dværghøns eller en større race? Som minimum skal du regne med 1 kvadratmeter pr. høne. Mange starter med 4 høns og en hane i et hus på 6 kvadratmeter. Pludselig kommer der kyllinger til eller man falder for et par supplerende høns af anden race. Før man får set sig om er hønsehuset overfyldt. Derfor skal du enten tænke stort fra starten eller sørge for at det er muligt nemt, at udbygge den valgte løsning. Det vil du aldrig fortryde for hønseglæden har det med at vokse. I tilknytning til hønsehuset, så skal du også tænke på plads til halm og foder. Det er jo mest hensigtsmæssigt, hvis det befinder sig indenfor rækkevidde.

Har du et eksisterende skur der kan ombygges eller bygges videre på, så er det jo nok den nemmeste gør-det-selv løsning. Er ambitionsniveauet til et hus opmuret i beton eller mursten, så er det meget vigtigt, at det bliver isoleret (også taget) og indvendigt beklædt med træplader. Et uopvarmet stenhus vil nemlig afgive en masse fugt og det har høns bestemt ikke godt af. Isoleringen har flere fordele. For det første dæmper den lyden af hanegal om sommeren, hvor solen står meget tidligt op. For det andet har det betydning om vinteren, hvor hønsene først og fremmest spiser for at holde varmen, og først dernæst måske belønner ejeren med nogle æg.

Det står dig frit for om du vil støbe en sokkel til dit hønsehus, nedstøbe pæle i jorden eller bare placere huset direkte ovenpå jorden. Men gulvet er en anden snak. Her skal du gå til værks på en helt bestemt vis. Først skal der graves et lag jord på ca. 30 cm væk. Dernæst skal huldes fyldes op med evt. murbrokker, sten og grus, så laget bliver drænende. Det er vigtigt for at få spildt eller indtrængende vand væk. Over laget kan du enten udstrø et lag halm eller jævne ud med grus.

Vinduer i huset er en rigtig god ting, men sæt dem i vest- og/eller nordsiden. Ellers kan den bagende sol skabe alt for meget varme indenfor. Er det muligt, så undgå også at sætte vinduer i lige overfor redekasserne. Om døren skal være selvbyg eller f.eks. en kasseret yderdør er op til dig, men det er vigtigt, at det færdige resultat er både vind- og vandtæt. Stærk kulde klarer hønsene uden problemer, hvorimod de bestemt ikke har godt af træk. Men selvfølgelig skal der dog være lidt ventilation.

De indvendige vægge skal være hårde, så hønsene ikke kan prikke huller i dem. Om materialet f.eks. skal være finer- eller spånplader er op til dig, men undgå brædder eller andet der giver en masse sprækker. Her vil blodmider og andet skab blot finde alt for ideelle opholdssteder. Derfor er det også vigtigt, at du spartler eventuelle revner eller lukker dem med silicone. Vil du efterfølgende male væggene, så brug en vandbaseret maling og gør det i god tid, før beboerne flytter ind.

Nu skal du indrette hønsenes nye hjem. Der skal naturligvis være siddepinde. Det kan være lister med afrundede kanter (f.eks. 25x50 mm) eller grene, som hønsene kan gribe fat om. Dine høns vil helst sove så højt oppe under taget, som muligt, men højden afhænger jo også af hvor højt dine hønserace kan baske. Hver høne skal bruge ca. 30 cm siddepind, så antallet af høns og størrelsen på høsnehuset bestemmer hvor mange og hvor lange pinde der skal bruges. Vær dog OBS på at afstanden mellem en pind og en modsat væg ikke bliver for kort. Ellers vil hønsene jo ramme væggen, når de basker ned fra pinden. Nedenunder siddepindene er det en praktisk, god idé at montere en let skrående, der er overstrøget sand. Det vil efterfølgende gøre det meget nemt, at skrabe hønsenes efterladenskaber væk, ligesom det generelt vil lette rengøringen i hønsehuset.

Du kan naturligvis vælge at forkæle hver eneste høne med hver sin redekasse, men når alt kommer til alt, så er det altid de samme der bliver deres foretrukne. Så har du f.eks. 6 høns er 3 kasser nok. Størrelsen på redekasserne skal være ca. 40 x 40 x 40 cm og deres åbning ca. 30 x 30 cm (dværghøns dog 25 x 25 cm). Har du monteret føromtalte plade under siddepindene, så kan du placere kasserne under pindene - hævet en anelse op fra jorden. En hel anden mulighed er udvendigt monteret redekasser. Den løsning giver mere plads indenfor og giver nem adgang til æg udenfor.

Lys er vigtigt. Faktisk skal hønsene i vintermånederne have lys fra klokken 3 - 4 om morgenen, ellers når de ikke at spise nok til optimal æglægning. Derfor skal du i byggeprocessen tage højde for ledningsførelse og kontakter. Du behøver selvfølgelig ikke selvstå op og tænde lyset – det klarer et tænd og sluk ur for dig. Det er iøvrigt også en rigtig god idé, at supplere det ordinære lys med en rød pære (f.eks. varmepære i porcelænsfatning). Når det er mørkt kan du så tænde lys, som hønsene ikke kan se og du undgår derfor uro i hønsegården.

Dine høns skal jo også komme både ud og ind, så en lem kommer man ikke udenom. Lemmen kan hængsles på vanlig vis eller du kan konstruere en glideskinne-anordning, så du kan hæve/sænke lemmen udefra via et snoretræk. Størrelsen skal være ca. 30-40 cm (til dværghøns dog 25-30 cm). Sæt gerne lemmen et stykke over jorden, men sørg eventuelt for en hønsetrappe, der uhindret kan give både høns og kyllinger adgang. Det kan f.eks. være en plade påsømmet små tværlister, så hønsene har noget at gribe fat i undervejs.

Bidrag med projekt