Print siden

Bidrag med projekt


FLISER

Fliser - fra forberedelse til færdigt arbejde
Sådan kommer du sikkert i hus,
når fliser eller sten skal lægges.

Der findes et utal af sten, fliser og andre materialer i forskellige farver, faconer og med uanede muligheder for miks og mønstre, hvor alene fantasien sætter grænsen. Men et er at din nye flisebelægning skal se godt ud, noget andet er at havemøblerne ikke står og vipper eller bilen i indkørslen med tiden efterlader kørespor. Det er tungt arbejde at lægge sten og fliser, men gøres det ordenligt, ligger der til gengæld mange års glæde forude. I bund og grund – og det er bogstavelig talt - bør forarbejdet nemlig altid udføres med omhu.



Hvor skal solterrassen, hyggekrogen,
havegangen eller indkørslen ligge?

Der ligger en del arbejde forude, som ikke bare lige gøre om. Derfor bør stedet vælges med omtanke. Noget kan være betinget af grundens form eller husets beliggenhed – og giver derved sig selv. En terrasse vil jo nok være bedst placeret umiddelbart op ad huset, så man ikke skal springe for langt efter kaffen eller andet. Placeringen af indkørslen til carport eller garage giver ofte også sig selv. Men med hensyn til terrassen, så tænk på morgensol eller aftensol - eller en placering, der giver sol hele dagen. Parasolen kan jo altid tages i brug. Tænk også på vinden og lad være med at vælge det mest vindomsuste hjørne. Er det uundgåeligt, så må du være forberedt på opsætning af læhegn.

Skitser det område du vil belægge og finde de sten og mønstre du vil have. Prøv så at måle og beregne – og gerne tegne – din idé. Ikke alene skal du bruge såvel flisestørrelsen som -tykkelsen, når du skal beregne og planlægge udgravningen og ikke mindst den sluttelige afretningshøjde på området, for stenen eller flisen skal jo lægges til i højden – men i planlægningsfasen opdages ofte også nogle mere eller mindre hensigtsmæssige ting, som f.eks. hvor mange fliser eller sten, man overhovedet skal bruge og hvor mange af dem, der i sidste ende skal tilskæres ved kanter, bede eller andet.

Det udvalgte jordstykke skal ryddes. Ligger der gamle fliser og sand, så skal det fjernes. Du skal have en fast bund at arbejde videre på, så grav min. 15- 20 cm jord af (til en indkørsel gerne de 20 cm, da belægningen jo skal kunne holde til tung vægt). Er du i tvivl, så tag hellere for meget end for lidt jord af. Men hvor tykt et lag, der skal graves af, afhænger jo også af tykkelsen på de belægningsmaterialer, som du har valgt. Når du lægger grunden skal du jo have tykkelsen af dine sten eller fliser i mente. Pas på at slutresultatet ikke kommer til, at ligge for højt eller lavt i forhold til omgivelserne. For eksempel skal den endelige terrassen ikke have et højere niveau en husets gulv eller fliserne i havegangen ligge højere eller lavere en græsplænens bund. Det er jo praktisk, at du bare kan køre over dem, når du slår din plæne.

Når du er på fast grund, skal der først køres 10- 15 cm stabilgrus på (ca. 1 m3 for hver 10 m2). Så skal laget vibreres med en pladevibrator, som du eventuelt kan leje. Det skal gøres grundigt, da det er vigtigt, at bunden er meget fast og dermed stabil. Når laget er færdigbehandlet - ensartet i tykkelsen og jævnt, så skal det være 2- 3 cm under den højde underlaget skal have, før selve belægningen lægges. De sidste cm skal bruges til et lag afretningsgrus eller sand. Både stabilgrus, afretningsgrus og sand kan du få leveret via www.bigbag.dk.

Afretningslaget skal afrettes med et passende fald, så regnvand kan løbe fra – og helst i den rigtige retning! På en terrasse ikke mod huset, men væk fra huset og i en indkørsel mod vejen eller kloakken. Faldet skal være ca. 1 cm pr. løbende meter. I praksis løses det ved, at man lægger nogle ”styr” i form af kraftige vandrør eller brædder i siderne af arealet. Er arealet bredere end det bræt, som skal bruges til at afrette med, må der lægges flere ”styr” således, at afretningsbrættet kan nå fra ”styr” til ”styr”.

Der tages udgangspunkt i den ende af arealet, der skal ligge højest – f.eks. op mod husmuren eller carport/garage. ”Styrene” skal lægges præcist i samme højde og med det korrekte fald hele vejen. For at kunne udføre dette præcist, så anvend nogle markeringspæle med snore. Snorene placeres netop så de markerer overkanten af ”styret” – f.eks. oversiden af vandrøret. Husk fortsat på, at stenen/flisen lægges ovenpå og at denne tykkelse skal medregnes til det færdige resultat.

Snorene trækkes fra den ene ende af arealet til den anden og sættes fast på endnu en markeringspæl – og med et vaterpas sørger man for, at snorene er helt i vater. Nu skal man så have det korrekte fald og man måler afstanden mellem markeringspælene. Hvis der er 5 m skal faldet over hele stykket være 5 cm ( 1 cm fald pr. meter) og i den retning vandet skal løbe hen, flyttes snoren 5 cm ned på markeringspælen. Nu lægges ”styrene” ned så snorene markerer overkanten. Sørg for, at ”styrene” ligger ordentligt fast.

Nu kan du afrette laget ved, at køre et bræt på overkanten af dine ”styr” og dermed skrabe hen over gruset eller sandet, så det bliver helt plant og har det rette fald. Der skal stampes igen og tilføres mere afretningsmateriale. Der afrettes og stampes lige indtil man har opnået den rette bund, der ligger præcist op til overkanten af ”styrene”. Bearbejd ikke større område ad gangen, end du kan nå at lægge fliser eller sten. Afretningsarbejdet ødelægges let, hvis det ligger blotlagt for dyrepoter eller barnefødder – og dine arme skal jo også kunne nå ud og lægge fliserne. Det må nemlig ikke hverken gå eller kravle rundt på det afrettede lag, for så bliver det ødelagt.

Nogle vælger at lægge et fiberunderlag ovenpå afretningslaget. Dette forhindrer ikke ukrudt i at spire, for deres frøene bæres som regel med vinden ovenfra. Men det holder på fugesandet og hindrer myrerne i deres undergravende virksomhed.

Når dine sten og/eller fliser lægges, skal du igen være meget omhyggelig. Lad være med at presse stenene eller fliserne helt sammen, for så kan det efterfølgende fugesandet ikke løbe ned i mellem og dermed fastholde stenene ordentligt. En afstand på 2- 4 mm vil for det meste være passende. Kanterne skal især lægges med omhu, så de ikke skrider. Vælg evt. en lidt større sten/flise og lav en ramme omkring den plads du arbejder med. Det holder sammen på ”værket”.

Spred fugesand over belægningen og fej det hen over de lagte sten eller fliser og brug så din pladevibrator igen. Strø mere sand på og vibrer igen og gentag dette lige så mange gange, som det er nødvendigt for, at fugesandet er kommet ordentlig på plads og fylder fugerne ud mellem stenene. Lad i en efterfølgende periode noget fugesand blive liggende ovenpå fliserne og hav en kost indenfor rækkevidde. Du vil nemlig hurtigt opdage, at regnvandet vil skabe plads til mere.

Lugning er vel ikke det allermest morsomme, så vil du undgå at skulle skrabe rundt mellem fliser og sten, så kan du overveje det nye danfugesand, der hæmmer ukrudtsvæksten. Både det traditionelle og nye fugesand kan du få leveret via www.bigbag.dk.

Held og lykke med projektet – og rigtig god arbejdslyst!

PS: Der findes sten og fliser i mange forskellige faconer og størrelser. Stenene kan lægges i forskellige former for mønstre. Der er både f.eks. blokforbandt med 1 eller 2 sten, firkantforbandt, diagonalmønstre, cirkler samt diverse kombinationer. Dertil kommer et utal af farver, faconer og miks. Inspiration fås let ved, at kigge sig omkring i haver, byggemarkeder og specialforretninger. Producenterne af sten og fliser har tillige omfattende kataloger, brochurer eller hjemmesider, der bidrager til at give inspiration. Vurdér omgivelserne og tilpas dine valg af belægning herefter. F.eks. skal man se på farven på et murstenshus og vælge fliser og sten derefter – så det matcher. Husk på! Det skal ligge i mange år – og farven kan ikke bare ændres næste sæson. Lad dig derfor heller forføre alle de flotte mønstre, der findes. Sørg hellere for at få en harmonisk og roligt udseende overflade, så man ikke bliver stjerneforvirret af at se på belægningen i længden.

Bidrag med projekt