Allerførst, så skal du afsætte markeringspunkter, der hvor du vil støbe dit fundament. Vær opmærksom på om der er noget specielt, som du skal tage hensyn til. Det kan f.eks. være afstanden til naboskellet eller vejen, men også særlige lokale servitutter, bygningsreglementet m.m. Er du den mindste i tvivl, så spørg teknisk forvaltning i din kommune eller rådfør dig med en landinspektør.
Selve afsætningen sker med båndmål. Man måler sig frem til fundamentets fire hjørner, hvor du i hvert hjørne slår en 5x5 cm pæl i jorden. I toppen på hver pæl, skal du banke et søm i fundamenthjørnerne og forbinde dem med snore. Når du har kontrolleret om vinklerne er rette (brug eventuelt en trekant bestående af tre brædder) og eventuelt justeret dem, så skal du opsætte galger i passende afstand fra hjørnepælene. Galgerne kan laves af tre lægter (5x10x100 cm) og de skal indramme hjørnerne. På lægterne kan du fastsømme to brædder (2,5x10 cm) i samme vandrette plan som det der vil svare til oversiden af det kommende fundament. Niveauet kan du nemmest finde med et nivellerinstrument, men det er jo ikke hvermandseje. Du kan i stedet bruge en vandslange der er har et gennemsigtigt rør i hver ende (der må ikke være luftbobler). Alternativt, så brug et vaterpas, en lang lige trælægte og et passende antal støttepunkter. Når galgerne er anbragt hvor de skal være, så bank et søm i hvert bræt, så snoren der bindes til sømmene viser fundamentets yderside .
Så skal der graves. Følg snorene og afstik langs dem med en spade. Fjern snorerne efterhånden som du kommer frem. Fundamentet udgraves nu til frostfri dybde. Det betyder du skal cirka en meter under terræn – måske mere. Du skal i hvert fald som et minimum ned til fast bund. Kan sidefladerne være lodrette, uden at falde sammen, så kan du nu støbe direkte ned i renden. Er det modsatte tilfældet, så skal du lave en dobbelt forskalling.
Når du skal fylde renderne med beton, så skal det gøres i lag på ca. 25 cm og hvert lag skal komprimeres grundigt. Det kan du gøre ved at støde ned i den friske beton med f.eks. en lægte. Når du næsten er nået til terrænhøjde, så skal du afrette overfladen og det kan du gøre med et bræt. Skal du støbe over jordhøjde, så taler vi om en sokkel. Det er ikke helt så nemt, da du så skal lave en forskalling/støbeform af træ, f.eks. 5/4x4 brædder. En nemmere løsning er da, at opbygge en sokkel af fundamentblokke. Det er hule betonblokke, som efter opstillingen blot fyldes med beton og som efterfølgende kan pudses op med cement.
Når du er klar til at støbe, så skal du blande noget beton. Blander du cement, sand og vand, så får du cementmørtel. Tilsættes også sten, så får du betonen. De forskellige stenstørrelser bestemmer betontypen, f.eks. den lille perlesten kontra den store nødesten – henholdsvis max. 8 og 32 mm. Oftest skal du ikke bruge større sten end en trediedel af den endelige betontykkelse eller en trediedel af afstanden mellem f.eks. armeringsjernene.
For at blande betonen, skal du bruge en såkaldt blandetromle (kan lejes hos materieludlejningsvirksomheder). Begynd med at hælde en lille smule vand i tromlen, der først fyldes med 5 dele sten, dernæst 1 del cement og så 3,5 dele sand. Tilsæt vand til du opnår en passende konsistens - blød, men ikke for blød. Jo mere vand, jo svagere styrke får betonen. Tilsæt kun den vandmængde der er nødvendig for at opnå en bearbejdelig beton. Når den er nået, så skal blandetromlen køre lidt - i hvert fald et par minutter, før betonen udstøbes.
Yderligere informationer omkring beton og støbning finder du på www.aalborg-portland.dk, hvor du også kan finde en praktisk online mængdeberegner. Både sten, sand og cement fås leveret til døren via vore sponsor www.bigbag.dk.
Held og lykke med projektet – og rigtig god arbejdslyst.